Print Læs højt
Søg Menu
Luk

Du kan søge om kilometerpenge, hvis du har særlig lang transport eller transporttid, eller hvis der ikke er offentlig transport mellem din bopæl og dit uddannelsessted

Kilometerpenge er en støtte til transport i andet end offentlige transportmidler.

Det kan du få kilometerpenge til

Du kan få kilometerpenge til den del af din rejse, der overstiger 24 kilometer per dag mellem din bopæl og dit uddannelsessted tur/retur. Du kan ikke få kilometerpenge til den del af rejsen, der overstiger 300 kilometer per dag. Det betyder, at du maksimalt kan få kilometerpenge for den del af rejsestrækningen mellem bopæl og uddannelsessted og retur, der ligger mellem 24 og 300 kilometer per dag.

Fjernundervisning giver ikke ret til kilometerpenge. Med fjernundervisning forstås typisk også net-uddannelse/e-læring.

Se regneeksempel og læs mere om udbetaling og skat af kilometerpenge her.

Betingelser for at få kilometerpenge

For at få kilometerpenge skal du opfylde betingelserne for Ungdomskort til ungdomsuddannelse. Derudover skal du opfylde mindst én af de særlige betingelser for at få kilometerpenge:

  • Strækning: Der er en del af strækningen mellem din bopæl og dit uddannelsessted (på over 24 kilometer - altså over 12 kilometer hver vej), hvor der ikke kører bus, tog eller metro. Det betyder typisk, at der fra din bopæl til første mulige offentlige transportmiddel, skal være over 12 km.
  • Ventetid: Din samlede ventetid på bus, tog eller metro er på mindst to timer per undervisningsdag.
  • Rejsetid: Din brug af bus, tog eller metro forlænger din samlede rejsetid fra bopæl til uddannelsessted pr. dag med mere end to timer i forhold til bilkørsel.
  • § 114: Du har en varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og er godkendt til støtte til køb af bil efter § 114 i lov om social service.

Betingelsen skal være opfyldt hovedparten af ugens dage, da kilometerpenge gives til den daglige befordring. Det vil for eksempel sige, at har du undervisning fem dage om ugen, skal betingelserne være opfyldt tre dage om ugen. Har du kun undervisning tre dage om ugen, skal betingelserne være opfyldt to dage om ugen.

Går du på en ungdomsuddannelse kan du kun få kilometerpenge i juli måned, hvis du udover at opfylde betingelserne kan dokumentere, at du efter uddannelsesstedets undervisningsplan har undervisning eller eksamen i juli måned, eksempelvis Gymnasial Supplering.

Du kan ikke få kilometerpenge under lønnet praktik på ungdomsuddannelse.

Sådan søger du kilometerpenge

Du skal udfylde skemaet Ansøgning om kilometerpenge og sende det til eller aflevere det på dit uddannelsessted sammen med dokumentation for, at du opfylder mindst en af betingelserne for kilometerpenge. Du kan tidligst få kilometerpenge fra den dag, hvor dit uddannelsessted modtager ansøgningsskemaet. Du kan ikke få kilometerpenge med tilbagevirkende kraft. Når din ansøgning er færdigbehandlet, får du et brev som Digital Post via borger.dk/i e-Boks.

Dokumentation

Dokumentationen skal bestå af udskrifter af:

  • rejsetider med offentlig transport fra rejseplanen.dk
  • rutebeskrivelse i bil med tid og afstand fra eventuelt krak.dk eller googlemaps

Dokumentationen skal være fra din bopæls-adresse til uddannelsessted-adresse og ad den vej, man naturligt ville vælge. Tidspunktet for rejseplanen skal være korrekt i forhold til undervisningens tilrettelæggelse.

Fysisk funktionsnedsættelse

Har du en fysisk funktionsnedsættelse, der påvirker hvor langt du kan gå (din gangdistance) eller dit gå-tempo, der vil spille ind for eksempel ved skift mellem to transportmidler, har du mulighed for at tilpasse søgningen i rejseplanen.dk. Den tilpassede søgning kan dog kun accepteres som dokumentation, hvis du også vedlægger relevant og aktuel lægeerklæring, der dokumenterer din funktionsnedsættelse. Det er uddannelsesstedet der afgør, om du på den baggrund opfylder betingelserne.

Du må i øvrigt ikke anvende tilpasset søgning i rejseplanen – uddannelsesstedet kan foretage kontrolopslag af dette.

Søg igen, hvis dine oplysninger ændres

Ændrer din rejsestrækning sig - hvis du flytter, dit uddannelsessted skifter adresse, eller du skal undervises på en anden adresse - bortfalder dine kilometerpenge, og du skal søge igen. Du har pligt til at meddele, hvis der sker ændringer i din rejsestrækning. Du skal give besked til det uddannelsessted, der har godkendt din ansøgning om kilometerpenge.

Du skal også søge igen, hvis din uddannelse forlænges eller afbrydes.

Satser for kilometerpenge

Kilometerpenge i udlandet

Du har mulighed for at søge kilometerpenge til strækningen mellem din bopæl og dit uddannelsessted, hvis du bor eller læser i Øresundsregionen i Sverige eller Flensborgzonen i Tyskland, hvis du har transport i Danmark på din daglige rute.

Uden for Danmark er det alene den strækning, du har i Øresundsregionen i Sverige eller Flensborgzonen i Tyskland, du kan få kilometerpenge til. Ligger en del af din rute uden for disse områder, kan du ikke få kilometerpenge til den del.

Øresundsregionen Flensborgzonen
Billede af Øeresundsregionen Billede af Flensborgzonen

Klik på billedet for at se kortet i større format.