Print Læs højt
Søg Menu
Luk

Har du fået for meget udbetalt i kilometerpenge, skal du betale dem tilbage

Vi rejser krav om, at du skal betale for meget udbetalte kilometerpenge tilbage. Det kan ske, hvis vi modtager oplysninger om ændringer af de forhold, der lå til grund for godkendelsen til kilometerpenge og antal rejsedage.

For at have ret til kilometerpenge skal du både opfylde betingelserne for Ungdomskort og de særlige betingelser for kilometerpenge, herunder at kilometerpenge udbetales per dag med transport mellem bopæl og uddannelsessted. Er der ændringer i dine forhold, har du mulighed for at søge igen.

Du kan for eksempel modtage et krav om at betale kilometerpenge tilbage, hvis du har fået kilometerpenge for rejsedage:

  • efter din uddannelse er afbrudt, eller uddannelsesperioden er ændret
  • selv om din godkendte rejsestrækning, bopæl eller uddannelsessted er ændret
  • hvor du ikke har haft transport mellem bopæl og uddannelsessted

Du modtager kravet som Digital Post via borger.dk/i e-Boks.

I selvbetjeningen vil du kunne se markeret, hvilke udbetalte rejsedage vi kræver betalt tilbage. Du kan også se, om vi har annulleret rejsedage, der endnu ikke er udbetalt.

Renter og tilbagebetaling

Du skal betale renter af de kilometerpenge, du har fået for meget. Renterne tilskrives fra den første i måneden to måneder efter, du har modtaget kravet. Gælden forrentes årligt med 8% over Nationalbankens officielle udlånsrente. Renten tilskrives månedligt. Betaler du hele beløbet tilbage inden to måneder, løber der ikke renter på.

Du skal betale tilbage til Udbetaling Danmark, Studiegæld. I det krav, vi sender til dig, kan du læse, hvordan du betaler tilbage.

Kan du ikke betale det fulde beløb på en gang, opretter Udbetaling Danmark, Studiegæld, en tilbagebetalingsplan for dig. Kan du ikke betale på nuværende tidspunkt, kan du udsætte betalingen i selvbetjeningen på www.borger.dk/studiegæld. Her finder du også svar på spørgsmål om tilbagebetaling og om, hvordan du kontakter Udbetaling Danmark, Studiegæld.

Skat

Kilometerpenge er B-indkomst, og du skal betale det fulde beløb tilbage, selvom der er trukket skat af dine kilometerpenge. Har vi rejst et krav om tilbagebetaling af kilometerpenge, indberetter vi til Skattestyrelsen, at din B-indkomst skal nedsættes, så de kan regulere din skat.

Hvis du skal betale kilometerpenge tilbage, som du har fået i et tidligere år, kan din nedsatte B-indkomst betyde, at Skattestyrelsen ændrer din skat for det år, kravet vedrører

Hvis du vil klage

Er du ikke enig i vores afgørelse om, at du skal betale kilometerpenge tilbage, kan du klage. 

Du skal sende klagen til os som Digital Post via borger.dk/fra e-Boks. Vedlæg dokumentation for, hvorfor opgørelsen af kravet er forkert. Mærk klagen ”Klage til Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger”.

Du skal klage senest fire uger fra den dag, du modtog afgørelsen. Det betyder, at styrelsen skal have modtaget din klage senest fire uger efter, du modtog afgørelsen.

En anden person kan kun klage på dine vegne, hvis du har givet vedkommende en fuldmagt.

Klagen ligger først til forberedende behandling i styrelsen. Vi forventer at afgøre sagen inden for 3 måneder. Sager, hvor der skal indhentes yderligere dokumentation, kan have forlænget sagsbehandlingstid. Hvis vi ikke kan give dig medhold i din klage, sender vi klagen til Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger. Du modtager herefter en kvittering sammen med sagens akter som Digital Post via borger.dk/i e-Boks fra dem. Ankenævnet kan ikke besvare spørgsmål om din sag, før du har modtaget kvitteringen.

Du kan til hver en tid vælge at betale eller afdrage gælden. Får du medhold i din klage, får du pengene tilbage.